"Et soveværelse på en mørk vintermorgen er i forvejen tom for tid. Det sidste af tiden mellem to dage, i det rum i huset, hvor livet er længst væk og tættest på. Hvor liv slutter, liv bliver glemt, forsøgt fortrængt, hvor liv bliver skabt. Og det er der, i dit soveværelse jeg ligger og smager på tiden og Jordens halve liv, med en sætning, der gør det så klart, at tiden simpelthen ikke kan findes. Jorden er i dag ca. halvvejs i sit liv.

I maj 2002 sad jeg i en ottepersoners taxa på vej fra de brune 70’er-villaer i Skalborg til tre uger i Sydafrika. Jeg fulgte numrene langs vejen og så dem forsvinde, mens jeg erstattede dem med forestillinger om andre huse og billeder af ting, jeg endnu ikke havde set. Og der opdagede jeg for første gang sandheden om tiden. Jeg tænkte, lige nu, lige her, kan jeg ikke se de tre uger for mig, men om tre uger sidder jeg her igen og kan rumme både de tre uger og det øjeblik og alle andre øjeblikke, der går før dem. Og på vejen hjem, som mit blik fulgte de brune 70’er-villaer i omvendt rækkefølge, kom jeg i tanke om tanken før de tre uger. At jeg for tre uger siden havde været på vej afsted og siddet og tænkt på mig, der ville være på vej hjem. Og på den måde eliminerede jeg tiden. De tre uger forsvandt. Der er lige så langt mellem sidste år og nu, som der er mellem nu og nu. Det lærte jeg der; tiden findes ikke. Alting findes. På samme tid".

​

Uddrag fra "Minder og andre ting, der ikke er sket endnu" af Rebekka Boyding.