KNÆFALD
Instruktion og tekst
Rebekka Boyding
Med tekststykker af
Kristian Ditlev Jensen
Kostumer og rekvisitter
Laura Rathschau
Lyddesign
Eliza Bozek
Medvirkende
Benedikte Hansen
Assistent og sufflør
Sanna Mohr Laursen
Foto: Marjun Danielsen
Foto: Marjun Danielsen
Foto: Marjun Danielsen
"Om natten falder jeg ned gennem madrasser og lameller og svæver tyngdeløs i mørket, til jeg hører trin på gangen. En dør, der knirker. Trin, 1, 2, 3. En krop lægger sig i en seng. Jeg ligger under den. Det er far. Min far, min far. Fader, o, fader. Min tyngdeløse krop har uendelige arme. De sniger sig op langs alle sengens sider. Jeg kan høre hans puls stige. Jeg aer ham på kinden, kilder hans hals. Strammer let med to fingre om struben. Han hoster. Jeg holder en latter tilbage. Mine fingre fletter sig med hans og folder dem let på hans bryst. Jeg beder en øm bøn for ham, spreder hans arme til siden og presser med min tunge et søm op igennem træsiden på sengen i hans venstre håndflade. Så den højre. Han prøver at flytte sig, men kan ikke. Jeg lader armene løbe den anden vej ud under sengen og gribe om hans føder. Sømmer dem oppe fra og ned. Rammer skiftevis tær og søm med den hammer, jeg pludselig har. Han forsøger at vride sig fri, men som kronen på værket, får han altid et sidste søm i skridtet. Måske to. Som han accepterer sin skæbne og falder til ro, ruller jeg mig forsigtigt ud fra under sengen. Kravler op over ham, træder godt på sømmene, og lægger mig så stille på hans bryst. Kysser ham i panden. Mine læber er ild og efterlader brandsår. Jeg kysser en krans frem til lyden af hans svækkede skrig. Jeg lægger mig atter ned, og mine arme får deres egen tyngde, jeg falder tilbage gennem mørket og lander hårdt i min seng. Forlader ham, og han forlader mig" - uddrag fra KNÆFALD af Rebekka Boyding
IScene: I det hele taget veksler stemningen i KNÆFALD gentagne gange. Vi lulles ind i trygheden. I troen på, at alt er godt, når blot hænderne foldes og en stemme i vores ører hvisker “Kære Gud”. Når livet i fortællerens verden er lutter medgang og harmoni, er det lige før, vi tror på hende, når hun siger: “Guds rige er midt iblandt os. Åbn jeres øjne for lyset, og lyset vil blive jeres”. Men hver gang roen sænker sig, kommer rædslerne tilbage. Der er øjne, som stirrer op gennem risten på badeværelset. Der er fars rødvinsånde, når han kravler ned under dynen. Der er nådesløs sex og tomhed, der hvor den næste prædiken skulle være dukket op [...]. Når Exit Stage som her bringer forestillingen helt ind i kirkerummet og samtidig lader fortællingen kredse om tro og tvivl, så tenderer de t – i hvert fald for mig, der har spiret mine rødder i det vestjyske – indimellem til det blasfemiske. Men netop de ambivalente følelser, der vækkes indeni, gør bare oplevelsen mere interessant. Mere tankevækkende. Der er noget på spil. Uanset om vi kan lide det eller ej.
Politiken: Benedikte Hansen står foran alteret i Asmild Kirke, da hun får en saftdryppende orgasme. Gud »skriger« gennem hendes krop, hun stønner, først i »faderens«, så »sønnens« og så »hel-lig-ånd-ens navn!«, mens en drøm af en kosmisk silkekåbe flagrer smukt om hendes krop. [...]. Det er stærkt (og stærkt leveret) indhold.
Weekendavisen: Med KNÆFALD vender teaterkunsten tilbage til kirkerummet i Asmild Kirke i Viborg i en sjælsvridende monolog af Benedikte Hansen.I fragmenter forstår vi, at præsten er i færd med sin allersidste gudstjeneste, og at hun er begyndt at tvivle, sådan for alvor. Hun kender selvfølgelig udmærket kirkens ord om tilgivelse, kærlighed, tryghed og harmoni. Men selv har hun oplevet overgreb, både som barn og voksen, først af faren, så af ægtemanden. Og hvordan passer det lige sammen? Angsten forvandles til en voldsom orgasme. [...]. KNÆFALD varer, som den gudstjeneste, den imiterer (eller forvrænger), kun en times tid. Den lille forestilling spiller kun i Asmild Kirke til og med lørdag, men fortjener alt andet lige et større publikum. Selvom Exit Stage for tiden skulle være i dialog med flere menighedsråd om at lægge kirkegulv til, foreligger der dog endnu ingen egentlig turnéplan; det må blot være et spørgsmål om tid.
Kristeligt Dagblad: På vej ind i Asmild Kirke i Viborg til forestillingen ”Knæfald” bliver publikum iført sorte kapper og hvide kraver samt et sæt høretelefoner. Siddende tre og tre på kirkebænkene i den lille, fine kirke ligner vi således en flok præster, der er samlet til en særlig ceremoni under den smukke kirkehvælving. I høretelefonerne fornemmer man en puslen og skramlen. Teatret Exit Stage i Viborg bruger såkaldt binaural lyd, en slags 3D-lyd, der skaber en rumlig fornemmelse i lydbilledet. Pludselig høres en lyd af stof, der bevæger sig skråt til højre for én, så man må dreje hovedet i den tro, at en person nærmer sig. Andre gange hvisker en stemme helt sagte i venstre øre, så man næsten fornemmer et andet menneskes fysiske åndedræt. [...]. Blod og bøn er gennemgående elementer i forestillingen. Her er bloddråberne fra Jesus, der bliver korsfæstet, og de små røde dråber fra hendes indre, der rammer jorden, efter at hendes mand voldsomt er trængt ind i hende hen over et skrivebord. Og så er der bønnerne, som hun gentager for sig selv igen og igen, når hun ønsker at slippe væk fra helvede på jord, men som også giver hende fred og håb mod stykkets slutning, hvor hun skal prædike for sidste gang i et langt liv.