top of page

FAMILIE OG ANDRE FANTASIER

Tidsskriftet Censur

REBEKKA BOYDING forfatter

Familie og andre fantasier er en samling af teksterne "Hendes fregner sidder også bare helt rigtig rundt om rynkerne" og "Hun er så sød der på sin lille cykel" udgivet i Tidsskriftet Censurs antologi.

"Hendes fregner sidder også bare helt rigtig rundt om rynkerne. Og jeg kan se på hende, at du har kneppet hende også.

 

I starten var det unge kvinder. Blondt hår, store læber, brune øjne. Charmerende. Larmende.

 

Blikket du havde, når du snakkede om dem. Når de havde solgt dig noget. Overbevist dig om noget.

 

Når jeg synes, du var for nem at overbevise. Når jeg kunne se, at det kun handlede om det. Deres store læber og brune øjne. Og du ikke kunne se det.

 

Men forleden så jeg et billede. Forleden så jeg et billede og blev så våd, uden at ville det. En kvinde på 50, der bliver kneppet. Kunne se, hvordan det er for dig. Og jeg blev så våd på dine vegne. Selvfølgelig er det frækt at kneppe din kæreste. Frækt på en måde, jeg slet ikke kan tilbyde. Konkurrere med. Roen i den bløde hud. Indsigten i de hårde træk.

 

Og nu kan jeg se det klart. Det indforståede blik, de alle har.

 

Hende med fregnerne, der sidder der i bunden af lokalet og deler et øjeblik og en kaffe med sin mand. To børn. Hende med fregner, der sidder der og lader som om, hun er der med dem, mens hun knepper med dig. Men jeg kan se det.

Og jeg kunne se det på hende med de blå øjne i lyskrydset.

 

At de alle sammen knepper dig. Og der er intet jeg kan gøre. Det er dem, du vil have, og når jeg er gammel nok, er du måske død.

 

Så jeg rejser mig. Siger til fregnen dernede, hvordan hun har det med det.

 

Hvordan har du det med det? Siger jeg.

 

Og så sidder hun der og spiller uskyldig. Lader som om, hun ikke ved, hvad jeg snakker om.

 

Kvinden ved siden af. Det andet bord. Samme alder.

 

Tror du ikke, du skal gå tilbage til dit eget bord, siger hun. Damen ved ikke, hvad du snakker om, siger hun.

 

Du ved i hvert fald godt, hvad jeg snakker om, siger jeg til kvinde nummer to. Det kan jeg jo se på dig.

 

Det lange blonde hår, der bølger ned over brysterne, der stritter ud gennem stoffet på hendes t-shirt. Den bløde hud langs kanten af den. En halskæde.

 

Og så lader hun også som om.

 

Ja, stå ikke der og lad som om, du ikke også har kneppet ham, siger jeg. Jeg kan jo godt se det på jer, siger jeg og kigger på fregnen og så på patten og så på fregnen igen.

 

Det er jo helt tydeligt, siger jeg.

 

Og I har jo allerede børn, siger jeg. Se lige på dem. Var det ikke nok, siger jeg. Kunne I ikke bare være tilfredse med det, siger jeg.

Og så begynder de andre derinde også at blande sig. Kan de ikke bare blande sig uden om. Lade mig klare det her selv. Men så får jeg øje på en til mellem dem.

 

Dig der, råber jeg.

 

Det røde hår. En snært af Julianne Moore.

 

Du er fandme den værste, råber jeg.

 

Fuck dig, råber jeg. Fuck dig. Fuck dig. Fuck dig.

 

Til fregnen og til patten og til Moore. Fuck dig.

 

Og så skal baristaen også til at blande sig igen.

 

Du skal ikke komme her mere, siger hun".

"Hendes fregner sidder også bare helt rigtigt rundt om rynkerne" af Rebekka Boyding.

bottom of page