Uddrag fra KNÆFALD af Rebekka Boyding

​

"Jeg ligger i sengen. Far sætter sig på kanten. Hans ånde er varm mod min kind, som han kysser mig. Den lugter sødt af rødvin. Jeg klemmer øjnene hårdt sammen og prøver at forsvinde ind i natten. Han lægger sig ned ved siden af mig. Min krop bliver stiv. Han kravler ind under dynen. Rører let ved min brystkasse, bevæger hænderne længere og længere ned, til det begynder at snurre i maven og benene. Han maser sig ind mod min numse. Men mit trick er stærkere end hans. Mine hænder finder vej til hinanden. Jeg folder dem og forsvinder endelig.
 

Fremmede øjne stirrer gennem gardinerne. Jeg lægger dynen over hovedet, tæller de små prikker af lys, der falder ind gennem stoffet. Kigger forsigtigt ud over dynen, men øjnene er der endnu. Et brag lyder uden for mit værelse, min krop flyver op, og inden jeg når at tænke, er mine hænder foldede. Udenfor er øjnene væk, og ord vælter ind over mig. Kære Gud, siger jeg. Tak for den dag, der er gået. Tak for aftensmaden og det lille stykke chokolade jeg fik efter. Tak for blyanten med små figurer, jeg fik af storesøster. Tak for min lillebrors bløde ansigt. Amen.
 

I risten i badet bobler små øjne. Når jeg prøver at tælle dem, gemmer de sig for mig. Der er flere, end man kan få overblik over. Jeg passer på ikke at gøre noget forbudt, mens de ser det. Prøver at dække risten med mine fødder, men mine fødder er for små. Et lille øje ser mig stadig. Vi vil ind i dig, siger de. Vi kan se det, du skjuler. Jeg tramper. Kære Gud, jeg beder dig, fjern øjnene i mørket og lad mig se ilys.
 

Hver aften kommer en hånd op for enden af min seng. Den forsøger at gribe mig om halsen, men jeg beder. Kære Gud, siger jeg, og pludselig letter håndens greb. Den aer mig blidt over hovedet, op og ned ad ryggen. Kilder forsigtigt mit skridt. Mine kinder bliver varme. Det sitrer. Noget i mig åbner sig, og noget fylder mig ud. Jeg lover dig Gud, at hver søndag, vil jeg gå i kirke, hver dag vil jeg bede, altid vil jeg gå med foldede hænder. Gud svarer mig med sin varme og voldsomme skælven gennem hele min krop. Jeg føler mig fuldkommen og forbundet til alt. Så længe mine hænder er foldede ved jeg nu, at kun godt kan trænge ind mig.

​

Om natten falder jeg ned gennem madrasser og lameller og svæver tyngdeløs i mørket, til jeg hører trin på gangen. En dør, der knirker. Trin, 1, 2, 3. En krop lægger sig i en seng. Jeg ligger under den. Det er far. Min far, min far. Fader, o, fader. Min tyngdeløse krop har uendelige arme. De sniger sig op langs alle sengens sider. Jeg kan høre hans puls stige. Jeg aer ham på kinden, kilder hans hals. Strammer let med to fingre om struben. Han hoster. Jeg holder en latter tilbage. Mine fingre fletter sig med hans og folder dem let på hans bryst. Jeg beder en øm bøn for ham, spreder hans arme til siden og presser med min tunge et søm op igennem træsiden på sengen i hans venstre håndflade. Så den højre. Han prøver at flytte sig, men kan ikke. Jeg lader armene løbe den anden vej ud under sengen og gribe om hans føder. Sømmer dem oppe fra og ned. Rammer skiftevis tær og søm med den hammer, jeg pludselig har. Han forsøger at vride sig fri, men som kronen på værket, får han altid et sidste søm i skridtet. Måske to. Som han accepterer sin skæbne og falder til ro, ruller jeg mig forsigtigt ud fra under sengen. Kravler op over ham, træder godt på sømmene, og lægger mig så stille på hans bryst. Kysser ham i panden. Mine læber er ild og efterlader brandsår. Jeg kysser en krans frem til lyden af hans svækkede skrig. Jeg lægger mig atter ned, og mine arme får deres egen tyngde, jeg falder tilbage gennem mørket og lander hårdt i min seng. Forlader ham, og han forlader mig"